Festival om natur & videnskab
18.—20. juni i Søndermarken

At tænke som et bjerg

af Aldo Leopold

Hvordan sætter man sig bedst i naturens sted? I dette klassiske essay giver den amerikanske naturbevarelsestænker Aldo Leopold sit poetiske bud. For fra hvilket perspektiv skal naturen forstås, hvis ikke bjergets?

En dyb og bryststærk kaglen giver genlyd mellem klipperne, ruller ned langs bjerget og aftager i nattens lange mørke. Den er et udbrud af vild og trodsig sorg; af foragt for al verdens modgang.

Enhver levende ting (og de døde måske også) er opmærksomme på dette kald. For hjorten er det en påmindelse om kødets forgængelighed, for grantræet en udsigt til midnatsslagsmål og blod i sneen, for prærieulven et løfte om fremtidige sankninger, for kvægbonden en trussel om røde tal i banken, for jægeren hugtandens udfordring af kuglen. Og dog ligger der bag disse klare og umiddelbare håb og rædsler en dybere mening, som alene er kendt af bjerget selv. Kun bjerget har levet længe nok til objektivt at høre ulvens hyl.

De, der ikke er i stand til at afkode den skjulte mening, ved ikke desto mindre at den findes, for den mærkes i hele ulvelandet og adskiller dette land fra alt andet land. Det løber koldt ned ad ryggen på alle, der hører ulve om natten eller undersøger deres spor om dagen. Selv når synet eller lyden af en ulv er fraværende, forudgribes det af hundrede små begivenheder: en pakhests vrinsken ved midnat, rullende stens raslen, en flygtende hjorts spring, måden granernes skygger falder på. Kun den uforbederlige novice kan undgå at bemærke, om ulven er nær eller fjern, såvel som det faktum at bjerge har en hemmelig holdning til dem.

Min egen overbevisning herom kan føres tilbage til den dag, jeg så en ulv dø. Vi spiste frokost på en høj klippeafsats, hvorunder en hvirvlende flod bugtede sig. Vi så, hvad vi først troede var en då, der krydsede strømmen; hendes bryst dækket af hvidt vand. Da hun steg op på bredden overfor og rystede halen, forstod vi, at vi havde taget fejl: Det var en ulv. Et halvt dusin andre hvalpe, tydeligvis voksne/godt voksne hvalpe sprang frem fra piletræerne og kastede sig ind i en glædesfuld vrimmel af logrende haler og legesyge bid. En gruppe ulve strakte sig og tumlede bogstavelig talt rundt midt på et åbent plateau for foden af vores klippe.

Dengang havde vi ikke hørt om, at man kunne vælge at forpasse chancen for at slå en ulv ihjel. I ét og samme øjeblik pumpede vi bly ind i flokken, men med mere ophidselse end præcision: Det er altid forvirrende at sigte stejlt nedad. Da vores rifler var tomme, var den gamle ulv ramt og en hvalp var ved at trække et ben ind blandt ufremkommelige glidesten.

Vi nåede den gamle ulv i tide til at se en vild, grøn ild dø i hendes øjne. Jeg forstod da, og har lige siden vidst, at noget i de øjne var nyt for mig – noget, der kun var kendt af hende og bjerget. Jeg var ung og hurtig på aftrækkeren dengang; jeg troede, at fordi færre ulve var lig med flere hjorte, var ingen ulve lig med jægerens paradis. Men efter at have set den grønne ild dø, anede jeg, at hverken ulven eller bjerget delte denne opfattelse.

Jeg har i mit liv siden dengang set stat efter stat udrydde deres ulve. Jeg har betragtet adskillige ulvefrie bjergsider og set de sydvendte skråninger folde sig som en labyrint af nye hjortestier. Jeg har set enhver spiselig busk og kimplante afsøgt, først til anæmisk forfald og så til døde. Jeg har set ethvert spiseligt træ miste nålene op til saddelhornshøjde. Et sådant bjerg ser ud, som om nogen havde givet Gud en ny beskærersaks og forbudt ham al anden aktivitet. Til sidst blegner de udsultede knogler fra den forventede hjortebestand, død af sin egen overflod, sammen med knoglerne fra den døde vismand, eller forgår under de højt belagte enebærbuske.

Jeg har nu på fornemmelsen, at nøjagtig som en hjort lever i dødelig frygt for dens ulve, lever et bjerg i dødelig frygt for dets hjorte. Og måske med større ret, for hvor en buk, der nedlægges af ulve, kan erstattes på to eller tre år, kan et skovbælte, der nedlægges af alt for mange hjorte, ikke erstattes inden for samme tidsrum.

Det gælder også køer. Kvægbonden, der renser sin skov for ulve, forstår ikke, at han overtager ulvens job med at begrænse bestanden, så den passer til området. Han har ikke lært at tænke som et bjerg. Derfor har vi støvstorme, og floder, der skyller fremtiden ud i havet.

* * *

Vi stræber alle efter sikkerhed, velstand, komfort, et langt liv og lediggang. Hjorten stræber med sine smidige ben, kvægbonden med fælder og gift, statsmanden med pen, de fleste af os med maskiner, stemmeantal og dollars, men det kommer alt sammen ud på ét: fred i vor tid. Målet med at indfri dette er ikke urimeligt og måske endda en nødvendighed for objektiv tænkning, men for megen sikkerhed lader til også at give for megen fare på den lange bane. Måske er dette humlen i Thoreaus diktum: I vildskaben er verdens frelse. Måske er det den skjulte mening med ulvens hyl – længe kendt blandt bjerge, men kun sjældent opfattet blandt mennesker.

Aldo Leopold var forfatter og en af det tyvende århundredes førende amerikanske naturbevarelsestænkere. Essayet ’At tænke som et bjerg’ er oprindeligt udgivet i til Nature Writing-klassikeren ’A Sand County Almanac’, der blev udgivet i 1949, året efter Leopolds død. Teksten er oversat af Gustav Johannes Hoder og desuden med i det nye nummer af Ny Jord – tidsskrift for naturkritik.